Product Specialist - Service Contracts
Taastrup, DK, 2630
Transport er kernen i det moderne samfund. Forestil dig at bruge din ekspertise til at forme bæredygtige transportløsninger til fremtiden? Hvis du søger at gøre en forskel på globalt plan ved at arbejde med næste generations teknologier og de skarpeste kollegaer, så vil vi være et perfekt match
Er du klar til at tage næste skridt i din karriere hos en af verdens førende producenter af lastbiler?
Er du en dygtig rådgiver og formidler, og har du lyst til at tage ansvar for, at Volvos kunder får det optimale ud af deres lastbil? Vi søger lige nu en produktspecialist inden for servicekontrakter til Volvo – Service Market & Retail.
Som Product Specialist bliver det din opgave at træffe kommercielle beslutninger i henhold til den aftalte markedsstrategi. Du vil indgå i et tæt samarbejde med sælgere, servicesælgere, værkstedschefer og servicechefer om kontrakttilbud og kundedialog for at sikre de mest optimale Volvo-løsninger.
Med din detaljeorienterede tilgang til forretningen bidrager du til, at afdelingen når sine fastsatte mål. Du vil desuden få ansvar for udvikling af værktøjer til optimering af tilbudsgivning samt analyse af nye vækstområder og prissætningen heraf.
Arbejdsopgaver:
- Overordnet procesansvarlig for kontraktprocessen i tæt samarbejde med produktchefen
- Sparringspartner for salg og servicesalg i forbindelse med salg af servicekontrakter
- Drive udviklingen af serviceudbud
- Bidrage til et tæt samarbejde med sælgere, servicesælgere, værkstedschefer og servicechefer
- Bidrage til forbedringer i rapportering fra kontraktområdet, f.eks. ift. salg, penetration og øvrige KPI’er for forhandlerne
- Sikre de rette kommercielle beslutninger inden for de givne rammer
- Udvikle gode relationer med forhandlere og kunder
- Indgå aktivt i diverse netværk på tværs af organisationen for at sikre fælles mål
- Ad hoc-deltagelse i relevante møder på tværs af organisationen
Vi søger dig, som:
- Har god forretningsforståelse og evner at løse dine opgaver med udgangspunkt i virksomhedens interesser
- Har branchekendskab (en fordel, men ikke et krav)
- Har erfaring med servicesalg (en fordel)
- Har erfaring med at identificere forbedringsområder og planlægge implementeringen af disse
- Har kendskab til Volvo eller tilsvarende systemer (ikke et krav)
- Er rutineret bruger af Office-pakken
- Har kørekort kategori B
- Behersker engelsk i skrift og tale på forretningsniveau
For at kunne indgå i samarbejdet med kontrakttilbud og kundedialog er det vigtigt, at du har et kommercielt mindset, stærke analytiske evner og en helheds- og løsningsorienteret tilgang. Du er kvalitetsbevidst og formår at analysere og skabe overblik over data. Det er også afgørende, at du har en god teknisk forståelse, så du kan sætte dig ind i både eksisterende og nye funktioner i Volvo Service Market & Retail – og formidle disse både internt og eksternt.
Som person er du imødekommende og serviceminded. Du formår at skabe stærke relationer og motiveres af at skabe et godt samarbejde med både kunder, kolleger og specialister hos vores forhandlere.
Hvorfor vælge os?
Hos Volvo Danmark mærker du den såkaldte ”Volvo-ånd”, som præger vores kultur. Det betyder, at vi har højt til loftet og et uformelt miljø, hvor vi har en åben dialog med gensidig respekt. Vores kultur giver plads til, at alle kan komme med konstruktive input og gode idéer, så vi i fællesskab opnår de bedst mulige resultater og det bedst mulige arbejdsmiljø.
Denne kultur skal matche din personlighed, da god kemi er afgørende for, at vi sammen lykkes og når i mål.
Vi prioriterer udvikling af vores medarbejdere og er en del af en international koncern, som åbner muligheder for intern karriereudvikling. Vi tilbyder en konkurrencedygtig lønpakke, pension, sundhedsforsikring samt en god kantineordning.
Arbejdssted: Volvo Danmark A/S, Taastrup
Er vi det rette match?
Hvis du har lyst til at blive en del af et innovativt og stærkt team, der leverer kvalitetsløsninger til vores kunder, ser vi frem til at høre fra dig.
Send din ansøgning og CV via nedenstående link "Søg jobbet" senest den 2. maj 2025.
Vi afholder samtaler løbende.
Har du konkrete spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Connected Services Manager – Service Market & Retail, Lene Glitten, på telefon 61 82 78 87.
Volvo Danmark er en del af Volvo Group, og står for de danske aktiviteter vedrørende gruppens lastbilmærker: Volvo Trucks, Renault Trucks, Mack Trucks, UD Trucks og Eicher. Volvo Danmark er ansvarlig for salg og service af Volvo Trucks og Renault Trucks i Danmark.
Volvo Truck Center Danmark er en del af Volvo Koncernen, der gennem de seneste 80 år har stået i spidsen for udvikling af transportløsninger. Volvo Truck Center Danmarks målsætning er at drive en veldrevet og profitabel forretning med høje markedsandele samt tilfredse kunder og medarbejdere, kombineret med en efterlevelse af vores værdier: Kvalitet, Sikkerhed og Miljø.
Når du søger job hos Volvo Danmark A/S registreres, beskyttes og behandles dine personlige oplysninger til det konkrete rekrutteringsformål i henhold til den gældende lovgivning.